Velkommen om bord på M/F Faaborg III

Billettering

Billetter købes om bord på færgen. Der kan betales med Dankort og internationale kreditkort.

Sikkerhed

Vi lægger stor vægt på sikkerheden om bord - og opfordrer alle passagerer til at læse sikkerhedsinstrukserne, som er ophængt på færgen.

Ophold i bilerne under overfarten er ikke tilladt.

Rygning og affald

Rygning er kun tilladt på soldækket - og er strengt forbudt alle andre steder på færgen.

Benyt de opstillede askebægre og affaldskurve - og smid venligst ikke affald over bord.

Drikkevarer

Øl og vand, kaffe og varm kakao kan købes i automaterne i salonen.

Ankomst/afgang

Man bedes vente med at køre eller gå om bord indtil besætningen giver tegn.

Cykler

Cykler bedes hensat efter besætningens anvisning.

Drikkevand

Vandet om bord er tankvand og er derfor ikke er egnet som drikkevand.

Den nye færge

M/F Faaborg III

M/F Faaborg III

Faaborg III. Foto: Martin Schou, motorbaadsnyt.dk

Færgen er bygget på Søby Værft på Ærø og indsat 1. maj 2012.

Fakta om M/F Faaborg III (2012 - )

Længde 39,9 meter
Bredde 11,5 meter
Dybgang 2,5 meter
Byggested Søby Værft, Ærø
Søsat 1. maj 2012
Tilladt vægt på dækket 120 tons
Kaldesignal OZHL
E-mail mail@faaborg2.dk
IMO-nummer 9628647
Besætning Skibsfører, styrmand og matros
Antal passagerer 147
Antal køretøjer på dækket 16 personbiler
Hovedmaskine Scania DI16
Fart 11 knob

Lidt historie om de tidligere færger

Faaborg II

M/F Faaborg. Foto: Finn Johannessen

M/F Faaborg II. Foto: Brian Krause, Færgelejet.dk

M/F Faaborg II er bygget i Norge i 1965 og er et solidt og sødygtigt skib, selv om færgen har en del år på bagen.

Skibet er oprindelig bygget til det norske og noget mere barske klima end det milde Sydfynske Øhav - og er derfor uovertruffen i isvintre, hvor skibet uden problemer går igennem 50-60 cm. is.

Altså: Dengang vi havde isvintre!

Skibet har haft fire navne: "Tjøtta," "Borgsholm I + II," samt "Faaborg II"

Kort om skibets historie

1965
Leveret til Helgeland Trafikkselskap A/S, Sandnesssjøen i Norge med navnet "Tjøtta". I fart på ruten Forvik - Vågsodden - Stokkasjøen - Tro-Mindtangen - Tjøtta. Udchartret til Statens Vegvesen i Troms Fylke, Hardstad i Norge. I fart på ruten Bognes - Skarberget.

1987
Oplagt. Solgt til Bisi A/S, Staume. Omdøbt til "Borgshorn".

1988
Omdøbt til "Borgshorn I".

1989
Solgt til rederiet Ø-Færgen A/S i Faaborg. Omdøbt til "Faaborg II". Oplagt og ombygget på Fyn.

1990
Indsat i fart på ruten Faaborg-Avernakø-Lyø.

2012
Solgt til Faaborg-Midtfyn Kommune - og afløst af M/S Faaborg III.

Fakta om M/F Faaborg II (1965 - 2012)

Længde 33,64 meter
Bredde 8,53 meter
Dybgang 2,75 meter
Byggested Aukra Bruk A/S i Norge, som nybygning nr. 25
Søsat 28. marts 1965
Tilladt vægt på dækket 40 tons
Kaldesignal OUKF
E-mail mail@faaborg2.dk
IMO-nummer 6523731
Besætning Skibsfører, styrmand og matros
Antal passagerer Sommerperioden: 147 passagerer, vinterperioden: 97 passagerer
Antal køretøjer på dækket 12 personbiler
Hovedmaskine Oprindelig en Bergen Diesel, type 4SA5 - senere en Alpha-motor
Fart Ca. 10 knob

Den første færge

M/F Faaborg

M/F Faaborg. Foto: Finn Johannessen

M/F Faaborg. Foto: Finn Johannessen, finn-j.dk

I perioden 1955 - 1990 blev ruten Faaborg-Avernakø-Lyø betjent af færgen M/F Faaborg. I daglig tale "Træskoen" med en kærlig henvisning til skibets form og - måske - øboernes foretrukne fodtøj.

Skibet har haft følgende navne: Anna, Faaborg og Ekko.

Skibet blev søsat i 1935 i Kiel, og sejlede før krigen i passagerfart på Kieler-fjorden for rederiet A.C. Hansen.

Det fortælles, at skibet blev sænket under krigen og lå på bunden indtil det blev hævet og istandsat. Skrammer og (skud)huller i skibet fortalte herom, men det kan ikke dokumenteres, om end historien er god.

Efter krigen blev skibet solgt til rederiet Ø-Færgen, som dengang hed Øernes Dampskibsselskab og indsat på ruten, pinsedag 1955.

I 1963 fik M/F Faaborg en ny motor og blev forlænget med 6 meter.

Efter 35 år på ruten kunne M/F Faaborg ikke mere, og i 1990 blev Faaborg II (se ovenfor) indsat på ruten.

M/F Faaborg nyder nu sit otium som husbåd i København.

Fakta om M/F Faaborg (1955-1990)

Længde 22,98 meter
Bredde 6,22 meter
Dybgang 2,20 meter
Byggested Howaldtswerke, Kiel, nybygning nr. 734
Søsat 20. april 1935
Tilladt vægt på dækket 37 tons
Kaldesignal OUHP (historisk)
Besætning Skibsfører og matros
Antal passagerer Sommerperioden: 96 passagerer, vinterperioden: 76 passagerer
Antal køretøjer på dækket 10 personbiler
Hovedmaskine Oprindelig ukendt. Fra 1968: Callesen diesel med 320 HK
Fart Ca. 10 knob